5

Hæderspris til rektor for Nyborg gymnasium

- undervisningsret til alle

Det kræver oplyste borgere og engagerede borgere at opretholde vores retssamfund. Og et enkelt menneske med mod og handlekraft kan sætte en grænse for myndighedernes vilkårlighed - og gøre en ende på uret og uretfærdigheder over for udgrænsede grupper i samfundet. Det beviste rektor for Nyborg Gymnasium, Henrik Vestergaard Stokholm.

December 2018 besluttede Nyborg kommune, at to somaliske piger skulle stoppe deres skolegang på Nyborg Gymnasium, fordi en afgørelse af Udlændingestyrelsen frakendte dem opholdstilladelse i landet - og meddelte samtidigt, at man ikke længere ville finansiere deres undervisning.

De to piger afleverede skolebøger og stod til at gå ud af 10. klasse, men rektor Henrik Vestergaard Stokholm greb ind: ”Jeg synes, at det er en uværdig og umenneskelig måde at behandle folk på”. Han handlede imod kommunens beslutning - og lod pigerne fortsætte undervisningen finansieret fra skolens egne midler.

Henrik Vestergaard Stokholm fulgte ikke kun sine overbevisninger og humanistiske værdier. Han var også i overensstemmelse med Grundlovens paragraf 76 om undervisningspligt, FN´s Børnekonvention og FN´s Verdenserklæring om Menneskerettigheder, der fastsætter, at enhver har ret til gratis og obligatorisk undervisning. Han huskede det vigtige ord: enhver.

Undervisningsministeren måtte efterfølgende bekendtgøre, at rektor ikke havde handlet i strid med loven. Og det havde han ikke, nej. Tværtimod havde han overholdt loven, som myndighederne ville bryde, og fulgt sit moralske kompas, der satte den menneskelige værdighed over kommunal egenrådighed.

Sportgoodsfonden tildelte Henrik Vestergaard Stokholm Hædersprisen som støtteerklæring under forløbet og værdsættelse af hans indsats for at styrke respekten for menneskerettigheder og grundlæggende friheder og muligheder for alle i samfundet. Det er også vores værdigrundlag - og forudsætter, at børn og unge bliver oplyst om dem ved at modtage… undervisning.

Loading

Thanks for your patient